
Konfirmazion.dk er et godt værktøj til at holde en dialog med konfirmander. Det mener sognepræst Anders Jensen fra Ansgar Kirke i Aalborg:
- Jeg så det som en god måde at kommunikere med dem på i hverdagen. Sende sms'er ud og diskutere med dem, fortæller Anders Jensen.
Anders Jensen har først og fremmest brugt konfirmazion.dk til at skrive emner, som har relation til den forestående undervisning, og til spørgsmål, som har relation til den netop overståede undervisning. Og så har han også brugt den indbyggede kalender en del.
Men det har knebet at få konfirmanderne med på ideen:
- De har ikke rigtig forstået systemet. Der er mange, der slet ikke har brugt det. Det er måske, fordi jeg kom for sent i gang med det.
Det bedste ved konfirmazion.dk er muligheden for at sende sms'er ud til konfirmanderne.
- Jeg har brugt sms-delen til at informere om arrangementer. Eller hvis der er noget, som jeg har glemt at sige. Det har sparet mig en del tid, hvor jeg før har været nødt til at sende breve eller ringe rundt.
Den vigtigste erfaring for Anders Jensen har været, at systemet har været godt, men at det er nødvendigt at investere noget tid i det, før konfirmanderne også får øjnene op for det.
- Jeg skal sætte mig bedre ind i systemet. Det er nemt at bruge. Men jeg skal bare gøre mig lidt mere umage med at sælge det til konfirmanderne, slutter Anders Jensen.